Nyhedsbreve

2 øvelser der gør dig og dine kollegaer topmotiverede!

2 øvelser der gør dig og dine kollegaer topmotiverede!

– Lad ikke lønnen være din eneste motivation for 2019…

KJELLERUP KOMMUNIKATION // JANUAR 2019

Først og fremmest: rigtig godt nytår 🎉🎉 

Pludselig blev det 2019 og dermed markeringen på, at et helt år er gået. For virksomheder betyder det som regel, at I har fået opgørelserne for årets tal og præstationer. Har I nået jeres budgetter og de mål, I havde sat jer? Hvad skal fejres, og hvad skal forbedres?

Personligt kan det være, at du også selv stopper op og vurderer, hvordan sidste år har været for dig. Det kan for eksempel være i arbejdshenseende. Har du egentlig været oprigtigt motiveret og glad på arbejdet? Jeg vil vove at påstå, at svaret på det spørgsmål har stor indflydelse på virksomhedens tal og præstationer i den afdeling, du sidder i – enten på godt eller ondt.

Hvad motiverer dig til at stå op om morgenen?

Jeg havde for nyligt glæden af at arbejde med kundeafdelingen i en større dansk virksomhed, hvor fokus lå på medarbejdernes indre motivation og formål, så der kunne gives en endnu bedre kundeservice. De to ting hænger nemlig unægteligt sammen.

Jeg lavede en øvelse, hvor jeg bad alle om at skrive, hvorfor de arbejdede netop her, og hvad der motiverede dem til at stå op om morgenen. Der kom en masse gode svar retur. Der kom dog også et svar fra en ung mand, som svarede: “for at tjene penge”.

Og det er jo fair nok. Vi skal alle have mad på bordet, kunne betale husleje og så videre.

Der blev dog noget stille i lokalet, da mit prompte svar var: “så burde du sælge kokain. Det er der flere penge i, og jeg tror også, det kræver færre arbejdstimer”.

Det var helt klart sat på spidsen – og en bevidst provokation fra min side. Men hvis din eneste motivation for at arbejde med det, du gør, er at tjene penge, så er der lettere og hurtigere måder at gøre det på end at arbejde med service eller salg.

Det går i stedet ud over dine kunder, dine kollegaer og ikke mindst dig selv, hvis du ikke kan finde glæde i noget, du laver, fem ud af ugens syv dage.

To vigtige øvelser til dig og dine kollegaer

For at styrke glæden i dit arbejde kræver det oftest, at du selv finder frem til din indre motivation. Udfordringen er at finde ud af, hvad der gør dig glad, og hvornår der opstår en indre tilfredshed i forbindelse med dit arbejde. Hvis du ved det, kan du nemlig dyrke det og arbejde hen imod det hver dag, så du ikke kan undgå at elske det, du laver.

Heldigvis findes der to gode øvelser til at hjælpe dig og dine kollegaer med at blive topmotiverede. Øvelserne hjælper med både at finde den indre motivation og det overordnede formål, som begge er ekstremt vigtige.

Øvelse 1

Den indre motivation er enormt personlig, og der er stor forskel på, hvornår vi føler en indre glæde i forbindelse med vores job. Derfor skal du tænke over spørgsmålet:

  • Hvornår havde du sidst en fed oplevelse på jobbet, og hvad gjorde den fed?

Det kan være, at du følte et kick, da du oplevede en meget tilfreds kunde, der kom tilbage. Det kan også være, du først rigtig kan mærke motivation, når du får ros fra din chef. Find ud af præcis, hvilken situation der motiverer dig allermest og giver dig en ‘yes’-fornemmelse, og arbejd efter at opnå den følelse.

Øvelse 2

Selvom det er vigtigt, at du personligt har en indre motivation, er det mindst lige så vigtigt, at I som medarbejdere i afdelingen har et overordnet formål. Det er essentielt, at I allesammen arbejder ud fra og hen mod det samme mål, som I er enige om, hvad er.

Det kræver selvfølgelig, at alle medarbejderne samles, før at I fælles kan definere et overordnet formål. Det kan for eksempel helt oplagt tages op på et af jeres fremtidige team-møder. Alle skal i hvert fald svare på spørgsmålet:

  • Hvilken oplevelse skal kunden have, når de forlader vores virksomhed? Det gælder både i butikken eller på telefon/chat/mail.

Kog det ned til nogle få ord eller en sætning, der samler op på jeres fælles formål, som I er enige om. Det er jeres rettesnor, som I bør hænge op et sted. Efter I har haft kundekontakt, kan I altid se på den, om I levede op til jeres formål. Hvis nej, så analyser, hvad der kan gøres bedre næste gang. Hvis ja, så HIGH FIVE og nyd anerkendelsen og den viden, at du er pissedygtig og har givet bedre kundeservice!

I er naturligvis også velkomne til at skrive til mig, så jeg kan hjælpe jer i den rigtige retning og sørge for, at I får en god start på det nye år. Jeg håber i hvert fald, at du personligt er kommet godt ind i 2019 med mod på udfordringer og eventyr, og at dette år bliver præcis, som du vil have det.

Alternativt…. så kan du jo altid sælge kokain. Just don’t get caught 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *