Nyhedsbreve

I år bliver du ekspert i at give feedback

I år bliver du ekspert i at give feedback

– Jeg giver dig nemlig et gratis lynkursus – og vi begynder nu

KJELLERUP KOMMUNIKATION // JANUAR 2020

 



Den øverste ledelse vil have mig.

Medarbejderne higer efter mig.

Ledergruppen tror alle sammen, de er gode til at give mig.

Hvad er jeg?

Feedback, selvfølgelig 🗣🗣🗣
(Emnefeltet hjalp dig nok lidt på vej…)

Feedback er bare ikke kun for ledergruppen. Det er for alle, og det er i særdeleshed for dig. For i år skal vi sørge for, at du – og dem omkring dig – bliver lidt skarpere til at give det.

Det vigtigste ved feedback er nemlig – som med alt andet godt i livet – at det bliver gjort.

Det oplever jeg desværre bare i rigtig mange virksomheder, at det ikke gør.

Og det skal vi ændre på. For feedback handler om at motivere sine medarbejdere, lige så meget som det handler om at lave små korrektioner og tilpasninger hele tiden. Det kan eksempelvis være altafgørende for, at vi ikke lader noget negativt vokse sig stort.

Men hvorfor giver vi så ikke mere feedback?

 Det kan der være rigtig mange årsager til. Oftest støder jeg på følgende udfordringer:

1.    Folk er bange for at såre andre mennesker
2.    Folk tænker, at feedback først skal gives, når der skal rettes på en adfærd – og glemmer derfor, at positiv anerkendelse også kan være feedback
3.    Folk ved ikke, hvordan de skal give feedback
4.    Der er ikke kultur for det på arbejdspladsen

Punkt et og fire tager tid at mestre. Nummer to og tre er til gengæld relativt lette, og det er heldigvis noget, som du hurtigt kan lære.

Så lad os komme i gang med et lynkursus 🙂 

Henover de næste fire måneder vil jeg give dig et minikursus gennem en serie af fire korte videoer. Efter du har set alle videoerne, vil du være i stand til at give feedback, der hjælper folk omkring dig – og som virker – uanset om det er korrigerende eller fastholdende feedback.

Hvert trin er selvfølgelig forklaret med simple eksempler og råd, som du kan implementere med det samme, så vi kan gøre dig til en feedback-ekspert, før sommeren overhovedet kommer.

Det er da et nemt, men nyttigt nytårsforsæt! 🎉

Husk dog, at alle trinene hænger sammen – så sørg for at se alle videoerne, da modellen falder fra hinanden, hvis man fjerner bare et enkelt trin.

Begynd allerede nu med denne model

Inden vi begynder vores træning i februar, har jeg allerede min første øvelse klar til dig, som du kan praktisere indtil da:

Begynd at give feedback på de ting, som folk gør godt, og som de skal blive ved med!

Modellen til at gøre dette er simpel, og nøgleelementerne er disse:

1.    Skab et rum og få lov til at give feedback
2.    Tal til en konkret handling/adfærd
3.    Fortæl om betydningen af den handling/adfærd
4.    Slut af med en sætning, der indikerer, hvad du ønsker, der skal ske fremadrettet. I den korte version kan det bare være et “tusind tak”, hvor modtageren forstår, at handlingen gerne må fortsætte eller ske igen.

Næste gang en kollega lige tager kaffe med til alle, kan du eksempelvis bruge modellen således:

1.    “Hey Preben, må jeg give dig lidt feedback?”
2.     “Når du tager kaffe med til alle, så løfter det humøret og energien hos hele teamet”
3.     “Og det betyder, at alle får lavet mere og er gladere.”
4.     “Tusind tak. Det er pænt af dig.”

Hvis vi gør ovenstående, tror du så, at der er større eller mindre sandsynlighed for, at Preben gør noget lignende sødt en anden gang?

Husk de fire K’er – og så går vi i gang

Når du giver feedback, skal du have følgende K’er med i baghovedet. Feedback skal nemlig være:

–    Kærligt
–    Klart (og Konkret)
–    Kontinuerligt

(Ja, jeg var nødt til lige at putte et ekstra K ind i parantesen. KKKK er måske lige til den lange side for et model-navn, men ‘KKK’ er jo allerede taget, og det ville ikke være et særlig opturs rip-off…).

Husk, at uanset hvad din rolle i organisationen er, så starter det med DIG. Hvis du løbende implementerer disse, vil du være med til at skabe den kulturændring, der skal til for at være en lærende organisation.

Så begynd nu.

Du kan eventuelt videresende mailen til dem, du gerne vil have med på feedback-vognen som nytårsforsæt. Det bliver de helt sikkert mere begejstrede for, end hvis du presser dem med til crossfit eller på 5:2-kuren 😜

Apropos feedback…

I løbet af de sidste fire måneder har jeg haft fornøjelsen af at tage rundt for HK og holde foredrag for deres medlemmer om lige netop dette emne under navet ‘Konstruktiv feedback – der virker’. Der har både været topledere, mellemledere og medarbejdere – og flere af dem har uopfordret sendt os feedback. For eksempel sendte Gitte Dalsgaard denne mail til vores konsulent Theis, hvor hun kækt viser, at hun har lært at bruge feedback-modellen 😁

1. Må jeg give dig feedback på dit oplæg i går? (vente, vente, vente) Nåh, nej, du kan ikke svare, men mon ikke det går? 🙂

2. Når du leverer et oplæg, hvor du tør være autentisk og befriende uperfekt, samtidig med, at du skaber nogle fantastiske rammer for dialog, hvor folk tør give ud af sig selv…

3. Oplever jeg, at jeg bliver inspireret og motiveret til at blive endnu bedre til at give og modtage feedback. Jeg var især glad for den kropslige erfaringsdannelse, som ligger lige til mit højre ben.

4. Tak for en god oplevelse.

Hvis I gerne vil blive eksperter til at give feedback – præcis ligesom Gitte – kan du skrive til mig lige her, så vi kan skræddersy kurser til jeres afdeling.

Findes der en bedre måde at skyde året i gang på end at investere i jer selv, jeres virksomhed – og jeres kunder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *